
Om Danskuddannelsen
Læs om undervisningen, modultest og Prøve i Dansk 1, 2 og 3 her.
Hvad er Danskuddannelsen?
Danskuddannelsen er inddelt i tre selvstændige uddannelser, tilrettelagt efter kursisternes uddannelsesbaggrund og behov. Det betyder, at du kun skal gå på én Danskuddannelse. Du skal ikke gennemføre dem alle tre efter hinanden. Det er vores visitator, der vurderer, hvilken uddannelse der passer til dig. Du kan ikke selv vælge, hvilken Danskuddannelse, du vil tage.
På Danskuddannelsen lærer du:
- at tale, forstå, læse og skrive dansk
- naturlig og forståelig udtale
- samtale og kommunikation på dansk
- om dansk kultur, samfund og historie
- om dansk arbejdsmarked, uddannelsesmuligheder og demokrati
- om dansk foreningsliv, traditioner og højtider
Fordele ved den officielle Danskuddannelse
Danskuddannelsen er det officielle dansk-kursus, som er reguleret af dansk lov. Du har ret til gratis undervisning på Danskuddannelsen i op til 5 år efter din ankomst til Danmark. Derefter mister du retten til gratis danskuddannelse. Alle tre Danskuddannelser er tilrettelagt, så de kan gennemføres på 3 år.
Danskuddannelsen afsluttes med en officiel Prøve i Dansk. Du kan bruge din Prøve i Dansk som dokumentation, fx hvis du skal søge om permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab, eller optag på uddannelse. Der er forskellige muligheder med de forskellige prøver. Det kan du læse mere om her.



