Sundhedslinjen: for begyndere og kursister på DU3

Danskuddannelse 3 for sygeplejersker og læger.

På Sundhedslinjen får du:

  • Uddannelse i dansk med fokus på mundtlig kommunikation og udtale
  • Kommunikationstræning med fokus på patientkommunikation
  • Sundhedsdansk med fokus på ordforråd og samtalesituationer, du møder i sundhedsvæsenet
  • Undervisning i dansk kultur, arbejdspladskultur og det danske sundhedsvæsen
  • Undervisning i op til fem dage om ugen med fuld tilstedeværelse, og derudover obligatoriske, daglige opgaver
  • Ikke automatisk et job i det danske sundhedsvæsen. Men du får de bedst mulige forudsætninger for at søge job bagefter.

På Sundhedslinjen går du på hold med andre, der ligesom dig har en sundhedsfaglig uddannelse og drømmer om at opnå autorisation og arbejde i det danske sundhedsvæsen.

Du vil møde undervisere, der har erfaring med at undervise i dansk indenfor sundhedsområdet, samt fagligt relevante gæsteundervisere. Du vil blive undervist i både almindeligt hverdagsdansk og i sundhedsdansk, og derudover vil der være temadage om relevante sundhedsfaglige eller kulturelle emner. På den måde bliver du klædt bedst muligt på til at gennemføre Danskuddannelse 3 – og til at varetage arbejdsopgaverne i det danske sundhedsvæsen.

På Sundhedslinjen kommer du til at træne patientkommunikation og udvikle et stort, fagligt ordforråd. Du vil lære om dansk kultur og arbejdspladskultur, og om kultur og normer i det danske sundhedsvæsen. Du vil lære om, hvad en arbejdsgiver forventer af dig, hvordan du sprogligt yder omsorg og pleje for patienter, hvad du gør, hvis der er noget, du ikke forstår og meget mere, der vil øge dine chancer for at få succes som medarbejder i det danske sundhedsvæsen.

I mere end 15 år har Sprogcenter Vejle samarbejdet med Sygehus Lillebælt (Vejle og Kolding Sygehuse) om at uddanne udenlandske læger og sygeplejersker i dansk, sundhedsdansk og kulturforståelse, inden de kommer ud i deres arbejde på sygehuset eller i psykiatrien.

Er du færdig med Danskuddannelse 3? Måske er vores Sundhedsdansk-kursus på Sygehus Lillebælt noget for dig. Læs mere her.

Hvordan kommer jeg med?

Hvis du er interesseret i at komme med på Sundhedslinjen, skal du sende en e-mail til Sprogcenter Vejles visitator, Sofie Andersen.

I din e-mail skal du skrive:

  • dit fulde navn
  • din fødselsdato
  • dit telefonnummer
  • hvilken kommune du bor i
  • din uddannelse
  • hvis du allerede er begyndt på din Danskuddannelse, skal du skrive hvilken Danskuddannelse og hvilket modul, du er i gang med

Sofie vil give dig svar på, om du har mulighed for at komme på Sundhedslinjen. Du skal altid til en samtale, inden du kan blive optaget på Sundhedslinjen.

Vær opmærksom på, at vi bruger dine oplysninger til at slå dig op i vores system.

Vil du vide mere? Se en video om, hvordan det er at gå på Sundhedslinjen her (åbner youtube).

Få mere information: